Hæderspris fra Ben Webster Foundation 2022

Det er gennem årene lykkedes mig at få en del anerkendende udtalelser og anmeldelser, navnlig på mine solo-albums. Samtidigt er det også næsten lykkedes mig at gå gennem min mangeårige karriere uden at vække for meget opmærksomhed. Mit album Kiss My Jazz fra 1998 fik af Statens Musikråd en pris for den kunstneriske kvalitet. Så kom Gaffelprisen i 2006 til Uffe Steen og mig. Ben Webster Foundation uddeler en gang om året Ben Webster prisen til talenter, der stikker ud og med relativt få undtagelser kun til jazzmusikere i hovedstaden. Adskillige af mine jævnaldrende baskollegaer har fået den, jeg er blevet gammel i mellemtiden, men en dag i februar 2022 kom der en opringning fra formand Jesper Løvdal. Fonden har oprettet en kategori til aldrende jazzmusikere, som gennem et langt og vedholdende musikerliv har gjort en forskel. Her kom jeg lige ind i billedet, og jeg kommer i selskab med syv andre personligheder fra hovedstadsområdet, som også får hædersprisen. Det er første gang, man uddeler prisen til flere end én musiker. Prismodtagerne er udover mig selv Ann Farholt, Ole Olsen, Niels ‘Flipper’ Stuart, Leonardo Pedersen, Henrik Bay, Kjeld Lauritsen og Mikkel Find. Ceremonien foregår 22 maj i teater- og musikhuset ‘Portalen’ Greve, hvor prisen, også selveste Ben Webster-prisen til en af de yngre, big band arrangøren Kathrine Windfeld, fuldt fortjent, bliver uddelt. Jeg betragter det som et stort skulderklap og mener egentlig, at prisen burde gå til min hustru Britt, som i høj grad har holdt sammen på familien, medens jeg spillede bas. Ved ceremonien skal der spilles koncerter af prismodtagerne, først Kathrine Windfelds big band, dernæst førnævnte line up, og jeg kan hurtigt regne ud, at vi vil komme til at spille mange gode gamle jazzstandards, som gennem generationer har bevist deres levedygtighed.
Det bliver en hyggelig jazzdag.

V.H. Jens Jefsen

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.