Hæderspris fra Ben Webster Foundation 2022.

Print Friendly, PDF & Email

Det er gennem årene lykkedes mig at få en del anerkendende udtalelser og anmeldelser, navnlig på mine solo-albums. Samtidigt er det også næsten lykkedes mig at gå gennem min mangeårige karriere uden at vække for meget opmærksomhed. Mit album Kiss My Jazz fra 1998 fik af Statens Musikråd en pris for den kunstneriske kvalitet. Så kom Gaffelprisen i 2006 til guitarist Uffe Steen og mig. Ben Webster Foundation uddeler en gang om året Ben Webster prisen til talenter, der stikker ud, og med relativt få undtagelser kun til jazzmusikere i hovedstaden. Adskillige af mine jævnaldrende baskollegaer har fået den, jeg er blevet gammel i mellemtiden, men en dag i februar 2022 kom der en opringning fra formand Jesper Løvdal. Fonden har oprettet en kategori til aldrende jazzmusikere, som gennem et langt og vedholdende musikerliv har gjort en forskel. Her kom jeg lige ind i billedet, og jeg kommer i selskab med syv andre personligheder fra hovedstadsområdet, som også får hædersprisen. Det er første gang, man uddeler prisen til flere end én musiker. Prismodtagerne udover mig selv er Ann Farholt, Ole Olsen, Niels ‘Flipper’ Stuart, Leonardo Pedersen, Henrik Bay, Kjeld Lauritsen og Mikkel Find.
Jeg betragter det som et stort skulderklap og mener egentlig, at prisen også burde gå til min hustru Britt, som i høj grad har holdt sammen på familien, medens jeg spillede bas. 
Og så gætter jeg på, at Coronapandemien og nedlukning har skubbet en hob af nye hædersprisekandidater foran sig ud i den uvisse fremtid, og nu skulle der tages revanche.

Ceremonien foregik 22 maj 2022 i teater- og musikhuset ‘Portalen’ Greve, hvor prisen, også selveste Ben Webster-prisen til en af de yngre, big band arrangøren Kathrine Windfeld, fuldt fortjent, blev uddelt. Hun kvitterede med en lille takketale og en koncert med sit unge big band, der har høstet så megen anerkendelse for både optrædener ved jazzfestivaler rundt omkring i Europa og flere pladeudgivelser.

Da jeg modtog min pris, skete det samtidigt med orgelspilleren Kjeld Lauritsen, som også var prismodtager, og vi kvitterede med den argentinske musiker Astor Piazollas komposition “Oblivion” i et duosammenspil. Helt efter vores intention skilte dette nummer sig ud som værende mindre i Ben Webster stilen, medens de andre prismodtagere gavmildt musicerede i mesterens ånd. Jeg havde en festlig eftermiddag, gik på hotel sammen med min hustru og kørte til Århus dagen derpå. 

V.H. Jens Jefsen

Interview i BASUNEN, fagbladet for DMF’s århusianske afdeling.

Jens Jefsen. Foto: Mattias Andersson
Kjeld Lauritsen / Jens Jefsen. Foto: Mattias Andersson
Kjeld Lauritsen – Jens Jefsen – Mikkel Find – Henrik Bay – Foto: Mattias Andersson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *