Hvad er det så, der er så dejligt ved at spille bas?

At spille jazz på kontrabas er den eneste musikudøvelse, som jeg kender godt nok til at kunne beskrive følelsen.
Kontrabassen er et meget fysisk instrument, som jeg øver på dagligt, og det er noget jeg kan lide og som gør mig godt, men hjemmeøvning kan slet ikke sammenlignes med oplevelsen ved at spille for et publikum. Dels er det publikums tilstedeværelse, dels er det denne kildrene og pirrende fysiske fornemmelse i fingrene ved berøringen af strengene, der gør det. En fysisk og mental tilfredsstillelse, der forplanter sig i kroppen og skaber velvære, lige på kanten af ømhedsfasen, hvor det begynder at gøre ondt. Det må være endorfiner, der er på spil. Ikke at denne tilstand ikke kan opstå under hjemmeøvning, men under koncerten får man publikums payback og giver den “en tand mere”. Som følge af min daglige øvning er jeg i form til koncertsituationen og heldigvis forskånet for vabler og muskelømhed, der ellers ville kunne tære af overskudet og tilstedeværelsen i nuet. Jeg bare nyder det og labber velværet i mig. Har man ovenikøbet et frugtbart sammenspil med nogle musikere, som man kan lide at være på scenen sammen med, kan det ikke blive bedre.

Jeg tager ikke ud at spille med en plan om, hvordan jeg skal have det bagefter. Disse indre følelser kommer og går jo ret flygtigt, og der er ingen garantier. Jeg ved blot, at det i det store perspektiv er mentalt sundt for mig at spille, og at jeg skal blive ved, selvom jeg nu har passeret de 70. Er jeg på koncertturne, er de første to aftener typisk de bedste. Derefter går det både op og ned med oplevelsen, fordi man er tilbøjelig til i sin indre dialog at måle oplevelse og succes i forhold til foregående koncert. Spiller man en enkeltstående koncert, er der langt større chance for en rigtig god oplevelse, fordi man sandsynligvis er mere ’sulten’ og har antennerne længere fremme. Når jeg tænker på andre instrumentalister, guitarister, trommeslagere etc, falder det mig ind, at det samme må gælde her. Om jeg har helt ret i dette, ved jeg ikke, men jeg kan da godt forestille mig, hvordan min typiske sidemand, trommeslageren, må have det, og her er der også tale om et ret fysisk instrument.

Publikum er en enhed, der består af en flok mennesker, hvis størstepart ikke er særligt bevidste om, hvor vigtig deres tilstedeværelse er for den optrædende musiker, som faktisk har mulighed for at blive ladet op som et andet batteri, når det går godt. Efter endt koncert 150 km hjemmefra er det mig ingen sag at holde mig vågen i egen bil på vej hjem, skønt jeg i dagtimerne sagtens kan sidde og blive søvnig fra Århus til Skanderborg. Det handler om adrenalinen, som først falder ned, når jeg er kommet hjem og har siddet lidt og ‘varmet ned’.
saxbas-HU2-lil

Jens Jefsen